til at opfatte Bønderne som rene Dyr, men nu, da hun forlod dem, stod det klart for hende, at de var Mennesker med de samme Dyder og Fejl som alle andre, og at der oven i Kjøbet var ikke saa lidt, som talte til Undskyldning for Fejlene. De maatte slide i det fra Morgen til Aften, led Kulde og Sult, fik ingen Hjælp, naar de trængte dertil, og blev slet behandlede af deres Foresatte.
Efter at Marie havde ledsaget hende en halv Mils Vej, sagde hun Farvel, og derefter kastede hun sig paa Knæ og gav sig til at hyle og skrige af Sorg.
«Aa—aah!» stønnede hun og slog i sin Fortvivlelse Panden haardt mod Jorden. «Aa—aah! Nu er jeg igjen ene — ganske ene! Aa, jeg stakkels ulykkelige Menneskebarn!»
Hun blev ved med at græde og klage, og da Olga og Sascha vendte sig om for femte eller sjette Gang, saa’ de hende endnu stadig hugge Panden mod Jorden og gjøre Fagter med Armene, medens Kragerne kredsede om hende og skreg med hæse Skrig.
Efter at Solen var kommen helt op paa Himlen, blev det saa varmt, at det var en hel Fornøjelse at vandre hen ad Landevejen. Olga og Sascha glemte baade Landsbyen og Marie; de nød den dejlige, friske Foraarsluft, Lærkens Sang under Skyerne og den vide Udsigt til alle Sider. Ja, der var nok at se paa. Ud til højre laa der nogle kratbevoxede Kæmpehøje, som lignede venlige Smaaøer, langs Vejen strakte der sig en lang Række Telegrafpæle, som førte Tanken hen til
