af Sult baade Nat og Dag, og dens ynkelige Stønnen gik Marie nær til Hjærte. Det knagfrøs lige fra Begyndelsen af November, og Vinteren trak saa længe ud, at det endnu sneede stærkt hele Paasken igjennem.
Men endelig kom Foraaret da. I Slutningen af April skete der et Omslag i Vejret, og Solen fik saa megen Magt, at Isdækket paa Floden brast. Engen, der indrammede den, blev til en eneste stor Sø, og Traner og Vildgæs kom dragende og skreg Vaaren ind. Naar Olga stod oppe paa Randen af Skrænten og saa’ ud mod Aftenhimlen, der straalede som Guld og kastede sit røde Skjær over Kirkens Kupler, randt Taarerne ned ad hendes Kinder, og hun følte da en Længsel efter at drage langt, langt bort — lige til Verdens Ende. Og det var jo ogsaa allerede besluttet, at hun atter skulde vende tilbage til Moskva, hvor hun havde faaet Plads som Stuepige. Kirjak skulde ledsage hende; han vilde ikke længer falde Familien til Byrde, men søge at slaa sig igjennem som Gaardskarl eller som Portner.
Saa snart Vejene blev farbare, drog Olga afsted. Hun og Sascha forlod Hytten ved Daggry, og Marie fulgte dem et Stykke; men Kirjak var ikke med, han var bleven syg og maatte derfor foreløbig holde sig hjemme. Olga kastede et sidste Afskedsblik over til Kirken, bad en stille Bøn og tænkte paa sin Mand. Hun var i dette Øjeblik bedrøvet over at skulle forlade Landsbyen og Bønderne, for hun mindedes den Deltagelse, alle havde vist hende, da hun stod grædende ved sin Mands Kiste. Hun havde ofte været tilbøjelig
