at det var al den Forgift, der i lange Tider havde plaget ham, som nu rendte ud af ham.
«Ja, det gjør godt!» sagde Olga. «Og Gud give, at Følgerne nu snart maa vise sig!»
Feltskæren satte først 12 Kopper og derpaa andre 12, drak et Par Glas The og kjørte saa hjem igjen. Nikolaj begyndte at ryste over hele Legemet, hans Ansigt blev gustent og indfaldent, og Fingrene antog en mærkelig blaalig Kulør. Han svøbte sig ind i sit Tæppe og fik en Faareskinds Pels over sig, men han frøs stadig væk, saa Tænderne klaprede i Munden paa ham. Hen ad Aften begyndte han at stønne og klage, han forlangte at blive lagt ned paa Gulvet og bad om, at Kirjak vilde holde op at ryge. Derpaa laa han ganske stille hen, og lidt før Morgen døde han.
Det var en stræng Vinter, og den syntes aldrig at skulle faa Ende. Kornet slap op allerede før Jul, og Familien var derfor nødt til at kjøbe alt det Mel, som skulde bruges til Brødet. Kirjak, som nu boede hjemme, fordi Kjøbmanden havde givet ham Rejsepas, støjede og larmede hver Aften, Bedstemor skjældte og smældte, og Thekla gjorde det samme. Koen brølede
