hen til Distriktssygehuset, hvor hun altid gjorde sig; yngre, end hun var, af Frygt for, at Lægen skulde afvise hende, naar han fik at vide, at hun allerede havde naaet Støvets Aar og saaledes egentlig var uberettiget til at leve længere. Naar hun begav sig ud paa en saadan Expedition, kjørte hun gjærne hjemme fra tidlig om Morgenen med to eller tre af Smaatøsene og vendte tilbage om Aftenen gnaven, sulten og med Draaber til sig selv og Ungerne. En Gang slæbte hun ogsaa Nikolaj med, og han maatte saa daglig, en hel Maaned igjennem, tage nogle Draaber, som han slugte uden at gjøre Indvendinger og beholdt i sig, skjønt det kostede ham den største Anstrængelse.
Bedstemor kjendte alle Læger og Kvaksalvere i 4 Miles Omkreds, men der var ikke én af dem, hun havde Tillid til. Og da nu Nikolaj blev daarligere og daarligere, besluttede hun at henvende sig til en gammel afskediget Feltskær, som boede inde i Byen, og af hvis Dygtighed der gik megen Ry. Saa snart den første Sne var falden, kjørte hun derind, og et Par Timer efter kom hun tilbage med en hvidskjægget, krumrygget Olding, der saa’ ud, som om han næppe kunde hænge sammen. Han satte sine Briller paa, undersøgte Nikolaj meget grundigt og kom derefter til det Resultat, at den Syge burde kopsættes. Da han satte Blodkopperne, forekom det baade Kirjak og Smaatøsene, der stod som tavse Tilskuere, at de kunde se Sygdommen spasere ud af Nikolajs Legeme, og da denne saa’ det tykke, sorte Blod, som lidt efter lidt fyldte Kopperne, havde han ogsaa selv Følelsen af,
