Det var kun de rige Bønder, dem, der nødig vilde
bort fra deres Liggendefæ, som frygtede Døden, de
Fattige imødesaa den med stor Ligegyldighed. Baade
den Gamle og Bedstemor erklærede saaledes ligeud, at
de havde faaet nok af Livet og kun længtes efter at
dø, og Marie sagde ikke alene det samme, men glædede
sig endogsaa over, at flere af hendes Børn var gaaet
bort i en spæd Alder. De var alle enige om, at
Døden var bedre end Livet, og det generede derfor
heller ikke de Gamle at sige til Thekla i Nikolajs
Paahør, at hun nu snart kunde vente sin Mand tilbage
fra Tjenesten.[1]
Men skjønt man saaledes ikke var bange for Døden, nærede man dog den mest overdrevne Rædsel for alle Sygdomme. Naar Bedstemor blot havde lidt ondt i Maven eller en Smule Feber, lagde hun sig strax hen paa Ovnen, svøbte sig ind i Tæpper og stønnede uafladeligt: «Aa, jeg dør, jeg dør, jeg dør!» og den Gamle løb saa hen efter Præsten, der skyndte sig at give hende Nadveren og den sidste Olie. Sygdomme var ogsaa det kjæreste Samtaleæmne, og særlig yndede man at snakke om Kræft, Indvoldsorme og Kjertelsvulster i Maven. Bedstemor havde ogsaa en sand Mani for at søge Lægehjælp, og derfor kjørte hun hyppigt
- ↑ I Rusland tages der ved Udskrivningen Hensyn til det Antal mandlige Arbejdere, der findes i Familien. Hvis en Familie (altsaa her Bedstefar og Descendenter), der har et Medlem i Tjenesten, lider et Tab af en mandlig Arbejder, hjemsendes den, der er i Tjenesten, for at erstatte Tabet. O. A.
