En Gang om Aaret, i August Maaned, blev det
store perlesmykkede Billede af Jomfru Marie ført ud
af Klosteret og baaret i Procession fra Landsby til
Landsby, og den Dag det ventedes til Shukovo, vare
Bønderne saa andægtig stemte, at de helt undlod at
drikke fra Morgenstunden. Tidlig om Formiddagen
gik de unge Piger Processionen i Møde, og ud paa
Eftermiddagen rykkede der et langt Tog af Andægtige
ind i Landsbyen med det hellige Billede og Kirkebannerne
i Spidsen. Salmesangen bares vidt ud over
Egnen, og i Kirken hinsides Floden blev der ringet
og kimet en hel Time i Træk. Alle, baade Unge og
Gamle, Kvinder og Mænd, stimlede sammen om det
undergjørende Billede og rakte Hænderne ud imod det,
og der blev en saadan Forvirring og Trængsel i Landsbygaden, at man næsten ikke kunde nære sig. Alle saa’
op mod Billedet og raabte grædende:
«Forsvar og beskyt os, Guds hellige Moder! Hold din Haand over os, og beskjærm os!»
Det var, som om enhver i Mængden pludselig forstod, at der ikke var et tomt Rum mellem Himlen og Jorden, at der dog var noget tilbage, som de Rige og Mægtige ikke havde for dem selv, og at der endnu fandtes en Beskyttelse mod Nød, Vold og Elendighed.
«Forsvar og beskjærm os, Guds hellige Moder!» hulkede Marie. «Hold din Haand over os alle!»
Efter at Popen havde velsignet Mængden, drog Toget videre, og saa snart det var ude af Landsbyen, styrtede Bønderne ind i Kroen, hvor de saa drak og hylede til langt ud paa Natten.