at det nærmest var Fruentimmernes Sag at beskæftige sig med de Dele, og naar nogen begyndte at snakke til ham om et eller andet af de Undere, som staar omtalt i Bibelen, kløede han sig gjærne i Hovedet og sagde i en mistroisk Tone:
«Ja, Pokker maa vide, hvordan det gaar til!»
Bedstemor troede, men hendes Tro var noget dunkel og uklar, og hver Gang hun begyndte at tænke paa Døden, Synden og Sjælens Frelse, indfandt Bekymringerne for det daglige Brød sig med en saadan Styrke, at hun øjeblikkelig lagde de andre Tanker paa Hylden. De Bønner, hun havde lært i sin Barndom, kunde hun ikke huske længer, og naar hun om Aftenen, inden hun gik i sin Seng, stillede sig hen foran Helgenbillederne, hviskede hun gjerne en Remse, der lød saaledes:
«Hellige Guds Moder fra Kasan! Hellige Guds Moder fra Smolensk! Hjælp mig med alle dine Undere!»
Marie og Thekla korsede sig andægtigt, hver Gang de gik forbi et Helgenbillede, og de forberedte sig hvert Aar til Altergangen ved Bøn i Kirken og Faste, men de havde ikke nogen klar Forestilling om, hvorfor de gjorde det. De havde ikke lært deres Børn at bede og talte heller aldrig til dem om Gud, men de forbød dem strængt at spise Kjødspiser eller drikke Mælk i Fastetiden. Og hos de andre af Landsbyens Familier herskede der lignende Tilstande; der fandtes nok enkelte Troende, men disse havde det paa samme Maade som Bedstemor, Thekla og Marie. Og dog holdt
