af Frosten, blev ganske ufarbare. Næsten hver Aften samledes Naboerne hos den Gamle, og man diskuterede saa i Forening de sidste Nyheder, som desværre ikke var af nogen behagelig Natur. Hos én havde de taget Faarene og hos en anden Køerne som Pant for de resterende Skatter, og flere af de stakkels Dyr vare allerede kreperede paa Grund af slet Røgtning og Mangel paa Æde. Enhver af de Tilstedeværende havde noget bedrøveligt at meddele, og efter at alle Nyhederne var bleven fremlagt for Forsamlingen, begyndte man at drøfte, hvem der egentlig bar Skylden for de Ulykker, der i det sidste Aars Tid var strømmet ned over Landsbyen.
«Ja,» erklærede den Gamle, «det er Autoriteterne, eller hvad de nu hedder, som vi kan takke for det hele.»
Og de andre gav ham Ret. Ikke én i Forsamlingen anede, hvad Ordet «Autoriteterne» betød, men alle holdt dog paa, at det var dem, man kunde takke baade for den slette Høst, for Nøden, der herskede i Landsbyen, og for Barfrosten, der gjorde enhver Kjørsel paa Landevejen umulig.
Den Gamle troede ikke paa Gud, og hans Tanker vare næsten aldrig henne i det Hjørne. Han mente,
