Jeg mærkede ved denne Lejlighed, at min Fader, skjønt han ikke var nogen Aarsunge længer, maatte have bevaret sin Muskelkraft, for de Lussinger, han gav mig, sved endnu længe efter paa en højst ubehagelig Maade.
Jeg gik baglængs ud i Forstuen, han fulgte efter, og da vi naaede Knagerækken, tog han sin Parasol og slog mig et Par Gange i Hovedet og over Nakken. Da min Søster, som sad inde i Dagligstuen, hørte Spektaklet, stak hun Hovedet ud af Døren, men saa saare hun saa’ min Faders forbitrede Ansigt og løftede Arm, forsvandt hun igjen uden at sige et Ord.
Det var min bestemte Hensigt ikke at vende tilbage til mit Kontor, men at begynde et nyt Liv som Arbejder eller som Haandværker. Det gjaldt nu blot om at vælge Arten af min Beskæftigelse, og Valget stod mig temmelig frit, da jeg var stærk, udholdende og villig til at tage fat paa, hvad det skulde være. Foran mig laa der altsaa et ensformigt Liv med Slid, Sulteperioder, Stank og Urenlighed, en Tilværelse, hvor alle Tankerne kun drejede sig om det usle daglige Brød. Det var et brydsomt Liv, der forestod, saa brydsomt, at jeg maaske undertiden, naar jeg kom hjem fra mit Arbejde og passerede vor Gjenbo Ingeniørens Vinduer, vilde misunde ham hans aandelige Arbejde, der sikrede ham en behagelig Existens; men i min nuværende Stemning var det mig ligefrem en Behagelighed at udmale mig alle de Trængsler, der ventede mig i Fremtiden. — Der var en Tid, hvor jeg for Alvor tænkte paa at lægge mig efter en eller
