i et beklumret Kontor og gjøre Tjeneste som Kopiermaskine? Mener du egentlig, at man behøver megen «hellig Ild» til den Beskæftigelse?»
«Ja, det er da i alt Fald et aandeligt Arbejde!» svarede min Fader. «Men lad os nu høre op med denne Samtale, for den fører alligevel ikke til noget. Jeg for mit Vedkommende har endnu kun det ene at sige dig, at hverken jeg eller din Søster fremtidig vil kjendes ved dig, hvis du fremturer i dine lave Tilbøjeligheder. I Morgen, min Ven, følger du med mig op til Departementschefen, og vægrer du dig derved, gjør jeg dig arveløs — saa sandt der er en Gud til!»
«Ja, Spørgsmaalet om min Arv har ikke nogen særlig Betydning for mig,» svarede jeg i en rolig Tone. «Jeg er meget villig til at give Afkald paa alt, hvad du muligvis maatte have tiltænkt mig.»
Skjønt jeg kun sagde disse Ord for at vise, hvor lidt jeg lod mig lede af materielle Hensyn, naar det gjaldt Valget af min Livsstilling, krænkede de dog min Fader i den Grad, at han blev ildrød i Hovedet.
«Hvor tør du vove at tale til mig paa den Manér, din Dumrian!» skreg han med pibende Røst og gav mig i det samme to smældende Ørefigen, som han afleverede saa hurtigt, at de fuldstændig overvældede mig.
Naar han slog mig i Drengeaarene, maatte jeg altid staa ret op og ned med Hænderne langs Buxesømmene og se ham lige ind i Ansigtet, og af gammel Vane indtog jeg nu en lignende Stilling og gjorde mig Umage for at tvinge mine Øjne hen i den rigtige Retning
