Kjøbet Adelsmarskalk, at din Bedstefader havde et Navn som Pædagog, og at jeg, din Fader, er en ualmindelig anset Arkitekt. Tror du da virkelig, at alle dine Forfædre har værnet omhyggeligt om denne Ild, for at du skulde slukke den?»
«Men du maa da indrømme mig, at der er Millioner af Mennesker, som lever af legemligt Arbejde?»
«Ja, vist saa, men det er kun, fordi de ikke har noget andet Valg. Bruge sine Hænder, det kan enhver, men Evnen til aandeligt Arbejde er kun givet nogle enkelte Udvalgte.»
Jeg havde en Fornemmelse af, at det var unyttigt at fortsætte denne Samtale, ikke alene fordi min Fader var en stærk Beundrer af sine egne Meninger, men ogsaa fordi jeg vidste, at den overlegne Foragt, hvormed han altid omtalte legemligt Arbejde, havde sin Grund i, at han nærede en hemmelig Frygt for, at jeg skulde gaa hen og blive simpel Haandværker og derved bringe hans Navn i Folkemunde. Det pinte ham, at alle mine jævnaldrende Kammerater allerede havde tilendebragt deres Universitetsstudier og vare godt i Vej, medens jeg, hans eneste Søn, endnu ikke havde drevet det til noget. Men skjønt jeg saaledes godt vidste, at alle videre Indvendinger vilde være fuldstændig spildte og kun paadrage mig Ubehageligheder, var jeg dog taabelig nok til at møde med et sidste Indlæg, nærmest fordi jeg fandt, at jeg burde have Ordet endnu en Gang.
«Ja,» sagde jeg, «men synes du da virkelig, at det er noget for en ung Mand i min Alder at sidde
