sin Familie til Byrde.» Og efter Sædvane begyndte han saa at udbrede sig om, at den nuværende Ungdom gik til Grunde, fordi den druknede i Vantro og Materialisme, samt fremsatte som sin uforgribelige Mening, at man burde forbyde alle Adspredelser, men særlig Dilettantkomedier og Koncerter, fordi den Slags Gjøgl og Tant drog de Unge bort fra Dydens og Pligtens Vej. «I Morgen,» sagde han til Slutning, «gaar du sammen med mig op til Departementschefen og lover ham Bod og Bedring. Jeg vil ikke have dig gaaende en eneste Dag længer uden Beskæftigelse.»
«Men maaske du ogsaa vil høre mig!» sagde jeg med en mørk Mine, for jeg havde en bestemt Følelse af, at der ikke vilde komme noget godt ud af denne Samtale. «Det, du kalder en Stilling i Samfundet, er ikke andet end et Privilegium, som har sit Udspring fra Kapital og Dannelse. Alle fattige og udannede Mennesker er henviste til at tjene Brødet ved legemligt Arbejde, og jeg ser virkelig ikke nogen Grund til, at jeg ikke skulde kunne gjøre det samme.»
«Ja, naar du først kommer ind paa den Boldgade, véd jeg, at der ingen Ende er paa dit Vaas,» sagde min Fader i en forbitret Tone. «Men forstaar du da ikke, dit dumme Bæst, at der foruden dit Legeme og de dyriske Kræfter, der er nedlagt i dette, er givet dig noget andet og bedre, en hellig Ild, en Gnist fra Himlen, som hæver dig højt over Krapylet. Glem ikke, at din Tipoldefader, den berømte General Polosnef, kæmpede tappert ved Borodino, at din Oldefader var en fremragende Digter og Taler og oven i
