Da jeg kom ind til min Fader, sad han sammensunken i Lænestolen og med lukkede Øjne. Hans magre, udtærede Ansigt, der havde et blaaligt Skjær paa de afbarberede Steder, udtrykte som altid den største Resignation og Gudhengivenhed. Han svarede ikke, da jeg sagde Goddag til ham, men hviskede i en forbitret Tone:
«Hvis min dyrebare Hustru, din afdøde Moder, havde levet endnu, vilde din Opførsel og hele din Vandel have været hende en Kilde til stadig Kummer, og jeg betragter det derfor nu kun som et Bevis paa Guds naadige Forsyn, at hun saa tidligt er vandret heden. — Sig mig engang, Ulykkelige,» vedblev han og lukkede pludselig Øjnene op, «hvad vil du egentlig have, at jeg skal stille op med dig?»
Tidligere, medens jeg endnu var yngre, vidste mine Paarørende altid, hvad de vilde have gjort ud af mig: nogle holdt paa, at jeg burde indtræde i Hæren som Officersaspirant, andre mente, at mit rette Kald var en Farmaceuts, og atter andre, at jeg burde uddanne mig til Telegrafist; men nu, da jeg var bleven 25 Aar og havde prøvet disse Livsstillinger og adskillige til, var de alle enige om, at Fremtiden slet intet mere havde at byde mig, og de rystede kun paa Hovedet eller sukkede, naar Talen drejede sig om, hvilken ny Bane jeg burde slaa ind paa.
«Hvad tænker du egentlig paa?» vedblev min Fader. «Alle andre unge Mænd i din Alder har allerede en smuk og anset Stilling, og du gaar endnu omkring som en Proletar, som en Tigger, der ligger
