«Aa, gid Fanden havde dem!» brummede Thekla
halvt i Søvne.
Marie var næsten altid bedrøvet og nedtrykt, og hun sagde ofte, at hun kun længtes efter at dø, men Thekla befandt sig rigtig vel i alt det Svineri og Kjævl, hun var omgivet af. Hun spiste den usle Føde, hun fik, med god Appetit, sov som en Sten paa sit haarde Leje, og gik gjennem Møddingepølen med bare Fødder, uden at det generede hende. Olga og Nikolaj hadede hun, og det blot, fordi de ikke kunde forsone sig med de snavsede og uhyggelige Omgivelser, som hun selv befandt sig saa vel i.
En Morgen — det var i Begyndelsen af September — kom Thekla ind i Hytten med to Spande Vand, som hun havde hentet nede i Engen, og hendes Øje faldt da paa Marie og Olga, der sad ved Bordet og drak The.
«Naa, saa I drikker The med Sukker til!» sagde hun i en haanlig Tone. «I har nok fine Fornemmelser — hæ? — Og se til, du holder Øjnene hos dig selv, din tykke, surøjede Kælling,» vedblev hun henvendende sig til Olga, «for ellers vanker der, at du véd det!»
Hun løftede sit Aag af Skuldrene, drev Olga en
