lig slaa Dem ned i Moskva, for dér er Ildebrande hver eneste Dag.»
«Hører De maaske hjemme i Moskva?» spurgte den ene af Frøknerne og saa’ venligt paa hende.
«Ja, det gjør jeg. Min Mand har lige til for nylig været Opvarter i «Slavjansky Basar». — Og det er min Datter!» sagde Olga og pegede paa Sascha, som stod og frøs ved Siden af hende. «En pæn lille Pige, ikke sandt — og født og baaren i Moskva!»
De to unge Damer sagde noget paa Fransk til Studenten, som saa gav Sascha 20 Kopek, og da den Gamle saa’ dette, lyste der pludseligt et Haab i hans Ansigt.
«Ja,» sagde han til Studenten, «vi maa prise Gud for, at det var saa stille, for ellers kunde der være sket en meget større Ulykke. — Aa, Deres Højvelbaarenhed,» tilføjede han i en sagtere Tone, «jeg fryser saa bitterligt ... ikke skulde der være lidt til en Snaps paa Morgenstunden?»
Da han ikke fik noget, harkede han et Par Gange, sukkede dybt og drev hjem; men Olga stillede sig hen paa Randen af Skrænten og saa’ efter Herskabet, lige indtil det havde passeret Vadestedet til højre for Gangbroen, og da hun kom hjem, fortalte hun sin Mand, hvor mageløse de to unge Frøkener og Studenten havde været imod hende og Sascha.
«Ja, det var nogle yndige Mennesker!» sagde hun henrykt. «Og hvor var de fine og kjønne allesammen! Men især Frøknerne, for de lignede grandgivelig de dejligste Englebørn!»
