og hændervridende, skjønt Ildebranden var i den modsatte Ende af Landsbyen; Nikolaj, der havde slæbt sig udenfor paa sine svage Ben, sad sammenkrøben inde under Havehegnet, og i Nærheden af ham stod alle Smaatøsene i bar Særk. Et Stykke henne i Gaden blev der slaaet Alarm paa et Malmbækken, og den gungrende Lyd, der bredte sig ud til alle Sider, forøgede den almindelige Følelse af Uhygge. Foran alle Hytterne stod der gamle Koner med Helgenbilleder i Haanden, og ned ad Landsbygaden bevægede der sig store Flokke af brølende Køer og brægende Faar, som man for en Sikkerheds Skyld havde jaget ud af Gaardene. En gammel sort Hingst galoperede vrinskende frem og tilbage og standsede tilsidst uden for Smedjen, hvor den lod sit vilde Mod gaa ud over en Arbejdsvogn.
Og gjennem al den Støj og Tummel, der herskede i Landsbyen, hørte man nu tydelig en stærk Klemten, der kom ovre fra Kirken hinsides Floden.
I Nærheden af Brandstedet var der saa hedt, at man havde ondt ved at trække Vejret, og saa lyst, at man kunde skjelne hvert enkelt Græsstraa. Henne paa en Dragkiste, som det var lykkedes at slæbe ud af det brændende Hus, sad Sjemjon, en rødhaaret, braknæset Bondemand, med Huen helt ned over Ørene, og ved Siden af ham laa hans Kone næsegrus paa Jorden og stønnede. En ældgammel, hvidskjægget Mandsling trippede frem og tilbage foran dem med en lille Bylt i Haanden og da han ingen Hat havde paa, afspejlede Luerne sig i hans skallede Pande.
