og derefter løb de hen i Retning af Landsbyen, til stor Forbavselse for dem, der sad oppe paa Randen af Skrænten og ledte med Øjnene efter de usynlige Forfølgere.
«Brand! Brand!» lød det nede fra. «Byen brænder!»
De der oppe vendte sig om, og de saa’ da et Syn, der fyldte dem med Rædsel. Op fra Straataget af en af de yderste Hytter stod der en vældig Ildsøjle, som var omgiven af mørke Røgskyer, og sendte et Neg af Gnister til alle Sider. Der hørtes en stærk knitrende Lyd, og et Øjeblik efter stod Taget i lys Lue.
Maanen forsvandt bag Røgen, der tilslørede Himlen. Hele Landsbyen var indhyllet i et rødt, skjælvende Lys, og hen ad Jorden gled der sorte Skygger, der bugtede sig som Slanger. De, som kom løbende nede fra, blændedes i den Grad af det uvante Lys, at de rendte forvirret omkring imellem hverandre. Det hele var højst uhyggeligt, men mest uhyggeligt var det dog at se Duerne flyve frem og tilbage i Røgen lige over Flammehavet og at høre Bøndernes Vrælen og Skrigen henne i Kroen. De vidste jo intet om Ildebranden og drak og svirede derfor med samme Sorgløshed som ellers.
«Hvor er Ilden? — Hvor brænder det?» raabte Folk i Munden paa hverandre. — «Det er hos Sjemsjon!» svarede en grov Røst, og derpaa skyndte alle sig hen i Retning af Brandstedet.
Marie løb frem og tilbage foran Hytten grædende
