Folk stod og gloede paa Ildebranden uden at
røre sig af Stedet, men med ét skete der en Forandring
i Situationen, idet Sognefogden Antip, en sortsmuttet
Fyr, der nærmest lignede en Zigøjner, løb hen
til Huset med en Øxe og slog alle Ruderne ind, og
efter at have opildnet sig selv ved denne unyttige
Heltegjerning vendte han sig om mod Mængden og
skreg:
«Fruentimmerne afsted efter Vand! Og kjør saa frem med Sprøjten. Naa, kan I rappe jer!»
Bønderne, som for lidt siden havde siddet og sviret i Kroen, kom nu trækkende med Sprøjten, men de var alle saa fulde, at de hvert Øjeblik faldt over deres egne Ben, og mange af dem blev liggende uden at rejse sig.
«Naa, hen efter Vand, Pigebørn!» raabte Sognefogden, der selv havde en lille Gnist. «Se til, I kommer afsted, Tøse!»
Konerne og Pigerne løb ned til Kilden, der laa ude i Engen, og vendte tilbage med fyldte Stripper og Spande, og naar de saa havde hældt Indholdet i Beholderen, forsvandt de igjen. Baade Olga, Marie, Sascha og Motka deltog med Iver i dette Arbejde. Sprøjtemandskabet bestod af Fruentimmer og halvvoxne Drenge, og Sognefogeden, der førte Slangen, rettede Straalen afvexlende mod Døren og Vinduerne, skjønt det endnu kun var Taget, der brændte.
«Bravo, Antip!» lød det bifaldende fra dem, der stod og drev i Nærheden af Sprøjten. «Hæng bare i,
