pryglet Sascha tog Bedstemor fat paa Motka og rev i sin Iver en ny Flænge i hendes Særk. Sascha løb grædende ind i Hytten for at klage sin Nød til Moderen, og efter hende fulgte Motka, som ligeledes græd, men med dyb Stemme og uden at aftørre Taarerne, der bredte sig over hele Ansigtet og dannede et friskt og skinnende Kildevæld.
«Men hvad er der dog i Vejen?» spurgte Olga og slog Hænderne sammen af Forfærdelse. «Du store Gud, hvordan er det I ser ud!»
Sascha begyndte at fortælle, men midt under dette kom Bedstemor ind skrigende og skjældende, og da Thekla nu ogsaa lod høre fra sig, opstod der et skrækkeligt Spektakel.
«Græd ikke! Græd ikke!» hviskede Olga til sin lille Datter og strøg hende kjærtegnende hen over Haaret. «Hun er din Bedstemor, og saa maa du finde dig i det — hører du, min kjære, lille Skat!»
Nikolaj, der i Forvejen var forpint af Sult og af den skrækkelige Stank, han havde maattet indaande hele Dagen igjennem, tabte Taalmodigheden, da han hørte al denne Skraalen og Skrigen, og han rejste sig saa, vippede Benene ned over Ovnkanten og sagde til Moderen i en halvt ynkelig og halvt fornærmet Tone:
«Du har ikke Lov til at slaa hende! Du har ingen Ret dertil — hører du!»
«Hvad — vil du nu ogsaa blande dig i det!» skreg Thekla i en arrig Tone. «Nej, læg du dig heller hen og kreper med det samme, din Døgenigt, du har
