jo dog ikke langt tilbage! Hvad vil I egentlig her, I Tiggerpak? — I kunde jo være bleven, hvor I var!»
Sascha, Motka og alle de andre Smaapiger kravlede op paa Ovnen og gjemte sig med bankende Hjærte bag Nikolajs Ryg. Og de kiggede hen paa ham med medlidende Ansigter, for de havde saa ondt af ham, nu da de hørte, at han snart skulde dø. Nikolaj kaldte Olga hen til sig, bøjede sig ned over hende og hviskede med skjælvende Stemme:
Ak, kjære, lille Olga, jeg holder det ikke ud her længer; Kræfterne er ved at svigte mig. Skriv til din Søster, og bed hende om at sende os Penge, for at vi kan slippe bort herfra. Ak Herre Jesus, gid jeg blot kunde faa Moskva at se en Gang endnu — om det saa kun var i Drømme, lille Olga!»
Og da saa Aftenen kom og Mørket med den, blev der endnu mere uhyggeligt inde i den skumle Stue. Bedstemor, der havde hvæset og brummet hele Eftermiddagen, blødte nogle gamle Rugbrødsskorper op i en Skaal Vand og sad saa og suttede paa en af dem en hel Time i Træk. Efter at Marie havde malket Koen, satte hun Spanden hen paa Væggebænken, og deretter hældte Bedstemor Mælken over i nogle Lerfade, henrykt ved Tanken om, at en saa højhellig Aften som denne ligefrem bød hende at gjemme Mælken til næste Dag[1]. Hun levnede kun en Sjat, som hun hældte over i en lille Kop, for at
- ↑ I den græsk-katolske Kirke hører Mælk ikke til Fastespiserne. O. A.
