Olga kunde sine Skriftsteder, men hun læste ogsaa
hver Dag i det ny Testament. Ganske vist var
der mange Sætninger, som forekom hende dunkle og
uforstaaelige, men de hellige Ord rørte hende alligevel
til Taarer, og det var da navnlig de gamle kirkeslaviske Udtryk og Vendinger, der gjorde et dybt
Indtryk paa hende. Hun troede paa Gud, paa Guds
hellige Moder og paa alle Helgenene, og hun holdt
paa, at man ikke burde fornærme eller krænke nogen:
hverken Indlændinge eller Udlændige, ja end ikke Jøder
eller Dyr. Dette var efter hendes Mening Hovedsummen
af alt, hvad der stod i de hellige Bøger, og det
var derfor, at hendes Ansigt altid havde et mildt og
kjærligt Udtryk, naar hun læste eller fremsagde Skriftsteder — uanset om hun forstod dem eller ikke.
«Hvor er du født?» spurgte Marie efter en lille Pavse.
«Ja, egentlig hører jeg hjemme i Vladimir, men jeg har opholdt mig i Moskva lige siden mit niende Aar.»
Da de nærmede sig Floden, begyndte Taagen at lette, og de opdagede da en Kvinde, der stod paa den modsatte Bred og var i Færd med at klæde sig af.
«Det er Thekla,» sagde Marie. «Hun har sikkert været paa Æventyr i Nat. Ja, hun er fræk af sig — og dygtig ondsindet.»
Efter at Thekla havde smidt Særken og løst sit Haar, sprang hun ud i Floden og begyndte strax at pjaske saa stærkt med Arme og Ben, at Vandet kom i en stærk bølgende Bevægelse.
