Side:Mit Liv.djvu/155

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent


«Ja, hun er rigtignok fræk af sig!» gjentog Marie.

Medens de passerede Gangbroen, som førte over Floden, saa’ de lidt ud til Siden i det klare, gjennemsigtige Vand en stor Stime Foreller, som bevægede sig op mod Strømmen. Buskene, der kransede Bredden, skinnede af Dug, en krydret Duft fra Engen slog dem i Møde, og Varmen sænkede sig ned fra oven. Det var en dejlig Morgen, og Olga nød den rigtig, men hun passede nøje paa ikke at vende sig om, for hun vidste, at Synet af Landsbyen øjeblikkelig vilde fremkalde et Indtryk, som nok skulde ødelægge hele Nydelsen for hende.

Da de kom til Kirken standsede Marie ved Indgangen af Frygt for, at hendes Nærværelse skulde forstyrre den hellige Handling, og hun vovede ikke engang at sætte sig ned, men blev staaende saa længe Gudstjenesten varede.

Medens Popen oplæste Dagens Text, opstod der et pludseligt Røre blandt de Tilstedeværende, som veg ud til begge Sider og begyndte at kigge hen efter to unge Damer og en tyk, matrosklædt Dreng, der kom gaaende op ad Kirkegulvet. Det var Godsejerens to Døtre og deres lille Broder. Olga følte sig dybt rørt, medens hun saa’ hen efter dem, ene og alene fordi hun fandt, at der var noget fint og herskabeligt udbredt over dem, men Marie skjævede hen til dem med et mørkt Ansigt, der syntes at tyde paa, at hun. betragtede dem som sine naturlige Fjender. Hun følte sig i det hele taget slet ikke vel til Mode under hele Gudstjenesten, og det gøs i hende, hver Gang Degnen