Og hvis nogen slaar dig paa den højre Kind, saa vend den venstre til. Glem det ikke, lille Svigerske — glem det endelig ikke!»
For at faa Marie lidt opmuntret fortalte hun hende saa en hel Del om Livet i Moskva og dvælede navnlig ved den interessante Tilværelse, hun havde ført som Stupige i et Hotel garni.
«Ja, i Moskva er der mange og store Huse,» sagde hun, «og de er alle af Mursten og Granit. Og saa er der en saadan Mylr af Kirker, at man næsten ikke kan tælle dem. Fyrretyve Gange fyrretyve Kirker, lille Svigerske, og mindst ti Tusinde Huse, og i alle disse Huse bor der de fineste Herskaber med de kjønneste Manerer. Jo, det er rigtignok en dejlig By!»
Marie oplyste, at hun aldrig havde været i Moskva, og at hun ikke engang havde sat sin Fod i den nære Kredsby. Hun kunde hverken læse eller skrive og havde aldrig lært en Bøn, ja end ikke «Fadervor». Hun og hendes Svigerinde Thekla vare begge lige uvidende, og ingen af dem holdt af deres Mænd. Marie var i den Grad bange fra Kirjak, at hun altid rystede som et Æspeløv, naar han var til Stede, og Thekla savnede sin Ægtefælle saa lidt, at hun ofte ytrede sin Glæde over, at hun foreløbig var af med ham.
Marie og Olga laa en hel Time og snakkede sammen, og derpaa blev der stille, men ingen af dem, der laa i Skuret, fik en rolig og uforstyrret Søvn, idet Kulden og en næsvis Hane, som sad og galede oppe under Loftet, sørgede for at holde Selskabet
