«Og hvad er det ikke for en Udsigt, man har til alle Sider!»
I det samme ringede det til Aftenmesse, og to Smaapiger, som kom nede fra Floden med en Spand Vand, blev saa staaende og lyttede til Klokkernes Klang.
«Ja, se nu paa denne Tid spiser de til Middag paa «Slavjansky Basar», ytrede Nikolaj med en tankefuld Mine.
Medens Nikolaj og Olga sad oven for Skrænten, saa’ de Solen gaa ned. Himlen, der blev mere og mere luerød, afspejlede sig i Floden og i Kirkens Vinduer, og dens Farvetoner var langt renere og klarere, end de plejede at være i Moskva. Da saa Solen endelig var dukket ned bag Horisonten, kom Køerne brølende forbi efterfulgt af alle Gæssene, som var fløjet over fra den anden Side, og derpaa bredte Stilheden og Mørket sig over hele Landskabet.
Imidlertid vare Nikolajs Forældre, der begge var bleven saa magre, krumryggede og tandløse, at han næsten ikke kunde gjenkjende dem, komne hjem fra deres Arbejde, og lidt efter mødte hans Svigerinder Marie og Thekla med alle deres Børn. Marie, der var gift med hans Broder Kirjak, havde sex Børn, og Thekla havde to, af hvilke det yngste var kommen til Verden et Par Maaneder efter, at hendes Mand var taget til Soldat. Da Nikolaj saa’, hvor meget alle disse Mennesker fyldte i Hytten, og hvor graadigt de spiste af det tørre Rugbrød, følte han, at han ikke
