udenfor, og de stod saa en lang Tid og saa’ sig om til alle Sider. Deres egen Hytte, som var den tredje yderste i Landsbyen, forekom dem næsten endnu mere ussel og elendig end de andre Rønner, den næste i Rækken saa’ ret manerlig ud, og den yderste, der havde malet Bliktag og Gardiner i Vinduerne, gjorde et ligefrem velhavende Indtryk. Men det var ogsaa Landsbyens Kro. Alle Hytterne laa i en eneste Række, men med Mellemrum, og disse vare beplantede med Pil, Røn og Druehyld, som hjalp til at give Landsbyen et vist Præg af Hygge.
Bag selve Byen og langs denne skraanede Jordsmonnet saa brat, at det dannede en Skrænt, og paa de Steder, hvor denne var skreden ned, saa’ man store Stenblokke rage op over Leret. Ned ad den stejle Skraaning førte der en Sti, som snoede sig mellem de Huller, Pottemagerne havde gravet for at udnytte Leret, og endte ude i en stor, lysegrøn Eng, hvor Landsbyens Kvæg for Øjeblikket gik paa Græs. Engen begrænsedes af en Flod, der bugtede sig som en Sølvstribe i det Grønne, og hinsides denne laa der ligeledes en Eng, hvor brune Køer og hvide Gæs græssede fredeligt mellem hverandre. Længere tilbage saas en stejl Skraaning — Magen til den, der fandtes paa den modsatte Side — oven over denne en Kirke med fem forgyldte Kupler, og helt i Baggrunden en stor Herskabsbygning med Træer og Udhuse.
«Her er smukt paa din Egn!» sagde Olga, idet hun gjorde Korsets Tegn og saa’ over mod Kirken.
