burde være taget her hen syg, uden Penge og oven i Kjøbet med Familie.
«Naa, og hvor er Kirjak henne?» spurgte han, saa snart han havde hilst paa sine Forældre og paa Svigerinderne.
«Ja, han gaar som Nattevagt hos en Kjøbmand, der bor hinsides Floden,» svarede Faderen, «og hvis han ikke drak saa forbandet, vilde han kunne bjærge Føden baade til sig og sine.»
«Han duer ikke til noget,» sagde den gamle Kone i en ynkelig Tone. «Hverken han eller hans Fader tjener saa meget som en Skilling til Huset. Kirjak drikker, og det gjør han her ogsaa. Det nytter ikke at skjule det: han kjender Vejen til Kroen lige saa godt som Sønnen. Ak ja! Ak ja! Det ser galt ud for os alle!»
Til Ære for Nikolaj og hans Kone blev Themaskinen sat frem. Theen lugtede som raadden Fisk, Sukkeret var graat af Snavs og saa’ ud som om Musene havde gnavet i det, og Kopperne klistrede fast ved Haanden. Baade Nikolaj og Olga havde ondt ved at faa Theen ned, og de fandt det utaaleligt at skulle høre paa alle de Beklagelser over Nøden og Elendigheden i Hjemmet, som de to Gamle opvartede med. Medens de endnu sad og nødte den første Kop i sig, hørtes der pludselig et langtrukkent, drukkent Brøl ude paa Gaden.
«Ma—rie! Ma—rie!» lød det Gang efter Gang.
«Det maa være Kirjak!» sagde den Gamle. «Ja, naar man taler om Solen, saa skinner den.»
