og hans lille Datter Sascha saa’ med Gysen hen paa den store Ovn, der indtog næsten en Tredjedel af Stuen og var bedækket med et tykt Lag af Sod og halvdøde Fluer. Ja, her var rigtignok uhyggeligt inde: Ovnen hældede saa stærkt, at det saa’ ud, som om den trængte til en Stiver, Bjælkevæggene vare fulde af Revner, og Hytten gjorde i sin Helhed Indtryk af, at den hvert Øjeblik kunde ramle sammen. I Krogen, hvor Helgenbilledet hang, var der klistret nogle Flaskeetiketter og Avisudklip op paa Væggen, men det var ogsaa den eneste Prydelse, der fandtes i Stuen. Det var et saa fattigt og usselt Hjem, at man skulde lede længe efter Magen dertil. Alle Husets voxne Beboere var ude paa Arbejde, men oven paa Ovnen sad der en lille lyshaaret, snavset Tøs [1], som var saa optaget af at se hen efter en Kat, der stod og krummede Ryg, at hun slet ikke lagde Mærke til de Fremmede.
«Kis, Kis, Kisl» sagde Sascha for at lokke Misse katten hen til sig. «Kis, Kis, Kis!»
«Den kan ikke høre dig,» sagde den lille Pige uden at se paa hende. «Den er døv!»
«Er den døv? — Hvor kan det være?»
«Aa, det er af alle de Tærsk, den har faaet. De har banket Hørelsen ud af den.»
Nikolaj og Olga fandt begge, at her var saa snavset og skummelt, at de skyndte sig at komme
- ↑ I Rusland hviler og sover Bønderne paa den store Ovn. O. A.
