udrevet jer begge af mit Hjærte, og for mig kan I fremtidig gjøre og lade som I vil. Ja, Gud har lagt sin tunge Haand paa mig, men jeg vil bære min Prøvelse med Ydmyghed og uden at knurre. Og hvad dig angaar, saa vov aldrig tiere at vise dig inden for min Dør. Gaa!»
Jeg sagde ikke et Ord, men gik og drev saa hele Resten af Natten om i Gaderne vaklende som en Beruset og syngende i vilden Sky for at overdøve min Sorg.
Skulde jeg nogen Sinde føle Trang til at anskaffe mig en Ring, vilde jeg vælge en med Indskriften: «Intet forgaar!», thi jeg tror fuldt og fast paa, at selv det mindste Skridt, vi foretager os, er som en Traad, der spindes ind i Livets Kattun.
Intet er saa galt, at det ikke er godt for noget. Mine store Ulykker og den Taalmodighed, hvormed jeg har baaret dem, har rørt mine tidligere Forfølgeres Hjærter; jeg er nu ikke længer en Skive for Gadedrengenes Vittigheder og risikerer heller ikke at faa en Spand Vand over Hovedet, naar min Vej fører mig forbi Boderne paa Torvet. Man har efterhaanden vænnet sig til at se mig gaa omkring i min simple