i de mange, mange Aar, og alene dit Navn faar hende til at gyse!»
«Og hvem er vel Skyld deri?» skreg min Fader. «Du, og ingen anden — din Slyngel!»
«Ja, giv du kun mig Skylden!» sagde jeg. «Jeg indrømmer, at jeg er skyldig i meget, men kan jeg vel gjøre for, at du har dræbt enhver Spire af Friskhed og Ungdom baade i hende og mig? I mange Aar har du siddet og fusket ved dit Tegnebræt og kvalt alt, hvad der var lyst og levende hos os begge. Jo, du har sandelig Grund til at være stolt af din Virksomhed! Du har bygget en hel Del elendige Rønner, som kun tjener til at huse Lasten, Løgnen og Nederdrægtigheden. Man maa jo være fuld eller gal, eller have stirret sig blind paa et Tegnebræt for ikke at se den Uhumskhed, der skjuler sig i disse Huse. Ja, ikke sandt, det er en kjøn By, du har været med til at skabe. Skjønt den har existeret i Hundreder af Aar, har den endnu ikke skjænket Fædrelandet et eneste nyttigt Menneske, og den fortjente ingen bedre Lod end at opsluges af Jorden og forsvinde sporløst med alt det Kryb, der befolker den.»
«Jeg vil ikke høre mere paa dig, din vanartede Slyngel!» sagde han og tog Linealen, der laa paa Bordet. «Du er jo fuld! Hvor tør du vove at vise dig for mig i den Tilstand? Men nu, da du er her, vil jeg dog lade dig vide, at jeg har gjort baade dig og din Taske af en Søster arveløse, og at hverken du eller hun vil faa en eneste Skilling efter mig. Jeg har
