tilbragt sammen, men særlig hendes Eftermiddagsbesøg i Dubetschnja. Den Gang havde det været hendes Lyst og Ærgjerrighed at ligne en simpel Landsbypige, men nu ... Ak ja, Tiderne havde forandret sig!
Medens jeg gik frem og tilbage i Store-Adelgade, slog Klokken 11, og da jeg vidste, at Kleopatra plejede at gaa til Hvile ved Nitiden, besluttede jeg at overnatte hjemme hos min Fader for ikke at forstyrre hende. Jeg krøb over Plankeværket og gik ad Bagtrappen ind i Køkkenet for at faa fat i en Lampe, som jeg kunde gaa i Seng ved. Der var ikke en Sjæl derinde, men henne paa Komfuret stod Themaskinen og snurrede. «Ja, Gud maa vide, hvem der nu skjænker The til ham?» tænkte jeg og rystede bedrøvet paa Hovedet. Jeg tog Køkkenlampen, listede mig ind i Skuret, redte et Leje af gamle Aviser og lagde mig til Hvile; men jeg var saa plaget af Tørst, at jeg ikke kunde falde i Søvn. Jeg rejste mig saa omsider og listede mig igjen ind i Køkkenet. Denne Gang var Kokkepigen til Stede, og da hun saa’ mit Ansigt dukke op i Halvmørket, slog hun Hænderne sammen af Forbavselse og begyndte at græde.
«Du store Gud!» sagde hun ganske sagte. «Kan jeg tro mine egne Øjne! Er det virkelig dig, Misail?»
Jeg svarede ikke, men tog en Flaske Jordbærlikør, der stod paa Køkkenbordet, skjænkede et Ølglas fuldt og tømte det i en eneste Slurk.
«Og hvor er Kleopatra henne?» vedblev hun. «Og din Kone, som har forladt dig og er rejst til Petersborg! Aa, det er skrækkeligt!»
