mig uudholdelig, kjørte rundt i Hovedet paa mig og optog mig saa stærkt, at jeg saa at sige ganske tabte Forbindelsen med Yderverdenen. Da jeg kom til mig selv, opdagede jeg, at jeg ikke længer var hjemme, men at jeg stod ude paa Gaden ved Siden af Doktoren og i Nærheden af en Lygtepæl.
«Ja, det er sørgeligt!» sagde han, medens Taarerne flød ned ad hans Kinder. «Hun er saa glad og fuld af Forhaabninger og aner ikke selv, at hun maa dø. Ræddiken mener, at det hele er min Skyld; han hader mig og vil altid lade mig forstaa, at jeg har opført mig slet imod hende. Ja, med det Syn, han har paa Livet, kan han jo have Ret, men fra mit Standpunkt set, angrer jeg nu slet ikke, hvad der er foregaaet. Jeg mener, at Livet uden Kjærlighed vilde være meningsløst, og at man derfor frejdigt bør gribe til, naar den byder sig.»
Lidt efter lidt kom han ind paa andre Æmner. Han begyndte at tale om sin Afhandling, der, efter hvad han oplyste, havde gjort megen Opsigt i Petersborg, og inden ret længe blev han saa begejstret, at han fuldstændig glemte sin Sorg over min Søsters Tilstand. «Ja,» tænkte jeg med en vis Bitterhed, «han har sin Doktorgrad og Udsigterne til en smuk Løbebane, og hun Atlanterhavsturen og sin Ring med Inskriptionen, men min Søster og jeg, vi har det begge ved det gamle.»
Efter at have sagt Farvel til ham gik jeg ind under Lygten og læste endnu en Gang hendes Brev. Og jeg mindedes da alle de lykkelige Timer, vi havde
