stændig op i hans Planer, at hun slet ikke fik Tid til at tænke paa sig selv, og hun erklærede endogsaa, at hun altid og under alle Omstændigheder vilde føle sig lykkelig, naar hun blot vidste, at han var det.
Naar han besøgte os, undersøgte han gjærne omhyggeligt hendes Bryst, og det gjorde han da ogsaa denne Gang og gav hende derpaa noget Medicin, som fyldte hele Værelset med en stærk Lugt af Kreosot.
«Naa, vær nu fornuftig,» sagde han, efter at hun havde rakt ham Skeen tilbage, «og pas endelig paa, at du ikke taler for meget. Du maa være pænt artig og tie stille, hører du!»
Hun lo og han gik ind til Ræddiken og satte sig ved Siden af hans Seng.
«Naa, hvordan gaar det, Gamle?» spurgte han og bøjede sig hen over ham.
«Jo, mange Tak, Hr. Doktor,» brummede Ræddiken, «mig gaar det godt, men hvordan har det sig med Dem selv? Det er jo ikke blot Livet her nede, det gjælder om, men ogsaa det andet, vi har i Vente. Ak ja, er De ogsaa vis paa, at De vil gaa frelst ud af det hele og arve Himmerigs Rige?»
«Ja, hvad skal man sige til det,» svarede Doktoren i en spørgende Tone, «der maa jo da ogsaa nogen til at befolke Helvede!»
Mine Tanker vare fuldstændig omtaagede, og jeg havde Følelsen af, at det var Nat omkring mig. Aldrig før eller senere har jeg været i saa mærkelig en Tilstand: Erindringer om en Lykke, jeg havde mistet for bestandig, og Tanker om en Fremtid, der forekom
