Aksinja, der havde tjent os i næsten 25 Aar,
betragtede mig endnu som en Umyndig, der trængte til
hendes Vejledning og Støtte, og greb derfor Lejligheden
til at give mig en hel Række Raad og Formaninger,
som hun havde undfanget her i Køkkenet og nu var
glad ved at aflevere. Hun holdt paa, at jeg burde
tvinge Doktoren til at lade sig skille ved sin Kone,
for at han kunde opfylde sine Forpligtelser mod Kleopatra, og mente, at jeg nu, da min Hustru var løbet
fra mig, burde sælge Dubetschnja for min egen Regning. Jeg fik endnu et Utal af gode Raad, og det
endte med, at hun bad mig om at gaa ind til min
Fader, som sikkert vilde tilgive mig, naar jeg blot
viste Anger og Bod.
«Naa, tag det nu over tvært, Misail!» sagde hun, da hun hørte hans Hosten gjennem Døren. «Kast dig for hans Fødder, og bed ham om Tilgivelse — det dør du vel ikke af.»
Da jeg kom ind i Stuen, sad min Fader ved Bordet og tegnede, og han saa’ saa mager og udtæret ud, at jeg følte den dybeste Medlidenhed med ham, men jeg fandt det dog rigtigst foreløbig at beholde den hos mig selv.
«God Aften!» sagde jeg og blev staaende henne ved Døren.
«Hvad vil du?» spurgte han og saa’ et Øjeblik op paa mig.
«Jeg kommer for at sige dig, at Kleopatra er meget syg! — Hun har ikke langt tilbage!» tilføjede jeg med dump Stemme.
