havde indladt sig i Ægteskab med en Mand, der, naar alt kom til alt, ikke stod en Smule højere end den afskylige Moses eller den fordrukne Ivan Tscheprakof. Og hver Gang hun sukkede eller kastede sig paa sit Leje, læste jeg i hendes Ansigt, at hun ønskede sig tusinde Mile herfra.
Og da det saa blev Morgen, tog hun bort.
Jeg ventede paa hende tre Dage, og da hun ikke kom, flyttede jeg alle vore Møbler og Sager ind i Soveværelset, lukkede af og gik ind i Byen. Jeg drev om i Gaderne hele Dagen, og da det blev mørkt ringede jeg paa hos Ingeniøren. Tjeneren, der lukkede op, meldte, at der ingen var hjemme; Herren var rejst til Petersborg, og Marie Viktorovna var til Prøve hos Fru Ashogin. Jeg husker endnu, hvor bevæget jeg var, da jeg gik hen til Fruen, og hvor heftigt mit Hjærte bankede, medens jeg listede mig op ad Trapperne. Naa, endelig tog jeg da Mod til mig og traadte indenfor. Salen var stærkt oplyst og fuld af Gjæster, den Ældste, den Mellemste og den Yngste gik frem og tilbage paa Scenen og studerede deres Rolle, og Ræddiken, der stod og lænede sig til Væggen, ventede med Spænding paa, at Forestillingen skulde begynde. Der var hverken noget nyt eller overraskende i det.
Jeg gik hen til Fruen for at hilse paa hende, men i det samme begyndte alle at hysse og gjøre Tegn til mig. En Dame satte sig hen til Flygelet og anslog Tangenterne, og Marie, der var stærkt nedringet og straalede af Skjønhed, traadte hen til Instrumentet
