ham, medens han var i Færd med at bryde sin Moders Kommode op, og da jeg saa vilde spærre ham inde i Kontorbygningen, gjorde han Kvalm!»
Ivan Tscheprakof, der var saa fuld, at han ikke kunde kjende mig, stod hele Tiden og snappede efter Vejret, og da han endelig havde faaet lidt Luft i Lungerne, udstødte han et hæst Brøl, der nærmest lød som et Raab om Hjælp.
Jeg lod dem staa og gik ind til Marie, som nu laa fuldt paaklædt paa Sengen. I faa Ord fortalte jeg hende, hvad der var foregaaet, og jeg skjulte ikke for hende, at jeg havde slaaet Moses.
«Aa, hvor det er skrækkeligt at skulle leve her ude!» sagde hun gysende. «Og hvor Natten dog er lang — den forekommer mig næsten som en Evighed!»
Ligesom hun havde sagt det, lød der igjen et fortvivlet Skrig om Hjælp.
«Ja, nu gaar jeg ud og jager dem paa Porten!» raabte jeg og skyndte mig hen til Døren.
«Nej, nej, lad dem kun bide Struben over paa hinanden!» sagde hun med et Udtryk af Væmmelse og Modbydelighed.
Hun laa og stirrede op mod Loftet, og jeg sad ved Siden af hendes Seng og vovede ikke at tale til hende. Jeg havde en Følelse af, at det var mig, der var Skyld i den uhyggelige Scene derude, og at jeg bar Ansvaret for, at Natten var saa lang. Hun saa’ ud, som om hun fortrød, at hun nogen Sinde havde elsket mig, og som om hun bitterligt angrede, at hun
