og begyndte at synge. Det var ikke den Marie, jeg kjendte, hende, der i Foraaret daglig kom og besøgte mig i Møllen, men en helt anden, som jeg aldrig før havde set.
Det var første Gang, jeg hørte hende synge. Hendes Stemme var smuk og fyldig, og saa kraftig, at den lød ud over hele Salen. Saa snart hun var færdig, blev der raabt Bravo fra alle Sider, og hun takkede saa med et lysende Smil og rettede lidt paa Kjolen og Haaret. Hun mindede mig om en Fugl, der lige er sluppen ud af Buret, og som pudser og glatter sine Fjer, inden den flyver ud i Verden.
«Naa, er du her ogsaa?» sagde hun, da jeg kom hen til hende. «Hørte du mig synge? — Hvad synes du om det?» Og uden at oppebie mit Svar vedblev hun: «Ja, det var for Resten heldigt, at du kom, for i Nat tager jeg afsted til Petersborg — hvis du da ikke har noget imod det?»
Lidt før Midnat brød vi op, og derpaa ledsagede jeg hende til Stationen. Inden hun satte sig ind i Kupeen, omfavnede hun mig ømt, sandsynligvis af Taknemmelighed over, at jeg ikke gjorde hende unødige Spørgsmaal, og lovede at skrive til mig. Jeg trykkede begge hendes Hænder og kyssede dem, men jeg var saa bevæget, at jeg ikke kunde sige et Ord. Da Toget omsider gled bort, blev jeg staaende, saa’ længe efter det og sagde halvhøjt:
«Kjære, elskede Marie! Aa, hvor jeg elsker og tilbeder dig!»
