som jeg slet ikke forstod mig paa. — «Det er en ganske henrivende Kjole!» vedblev jeg i en øm Tone. — «Aa, kjære, elskede Marie, du véd ikke, hvor jeg elsker og tilbeder dig!» hviskede jeg, og i det samme faldt der nogle Taarer ned paa Billedet.
Lidt efter gik hun ind i Soveværelset, men jeg blev siddende og kiggede videre i Bladene.
«Du skulde ikke have lukket Vinduerne op!» sagde hun gjennem Døren. «Det trækker herind — jeg fryser!»
Jeg fordybede mig i «Blandinger» og læste først om den største Diamant i Verden og dernæst om, hvorledes man laver billigt Blæk, men midt under dette forvildede mit Øje sig hen til Tillægget, og jeg forestillede mig hende da balklædt, stærkt nedringet og med Vifte i Haanden. Hun straalede af Skjønhed og bedaarede alle ved sin Aandrighed, men jeg, der stod ved Siden af hende, var kun en stakkels Ubetydelighed, som skæmmede hende. Og jeg følte nu med Sorg, at hendes Ægteskab kun var en Episode i hendes Liv, et Intermezzo, der hurtigt vilde glemmes og efterfølges af mange andre; thi en saa rigt begavet Kvinde som hun kunde ikke leve uden Afvexling. Jeg var kun Bevægkraften, der havde sat hende i den Svingning, som hendes Trang til Begejstring krævede, og nu, da hun ikke behøvede mig længere, flagrede hun bort og lod mig blive ene tilbage.
Midt under disse bedrøvelige Tanker hørte jeg et fortvivlet Skrig om Hjælp, og samtidig fór Vinden tudende ned gjennem Skorstenen. Der gik et halvt
