Side:Mit Liv.djvu/118

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent

Minut, og derpaa hørte jeg atter et Raab om Hjælp, som lød endnu mere ynkeligt end det foregaaende.

«Hørte du det, Misail? Hvad tror du det kan være?» spurgte Marie henne bag Døren, og lidt efter kom hun ind i Særk og med udslaaet Haar. — «Det lyder jo næsten, som om de myrdede én derude!» hviskede hun og stirrede angestfuld hen mod det mørke Vindue. — «Aa, det manglede blot!»

Jeg tog min Bøsse og gik udenfor. Der var saa mørkt i Gaarden, at jeg ikke kunde se en Haand for mig, og det blæste saa stærkt, at jeg havde ondt ved at staa paa Benene. Jeg skyndte mig hen til Porten og begyndte at lytte, og medens jeg stod her og stirrede ud i Mørket, hørte jeg pludselig et langt, halvkvalt Skrig henne i Retning af Længen, som vi forrige Aar havde benyttet til Kontor. Jeg løb lige efter Lyden og opdagede saa to Skikkelser, der laa og brødes paa Jorden, begge pustende og stønnende af Anstrængelse.

«Slip mig!» sagde en Stemme, i hvilken jeg øjeblikkelig gjenkjendte Ivan Tscheprakofs. «Slip mig din Satan, eller jeg bider dig i Haanden!»

Jeg bøjede mig ned og opdagede saa, at det var Moses, han laa og sloges med. Efter mange Anstrængelser fik jeg dem skilt, men under dette kom Harmen saa stærkt op i mig, at jeg slog Moses et Par Gange i Ansigtet. Han faldt omkuld, og da han var kommen paa Benene igjen, slog jeg ham endnu en Gang.

«Hvorfor slaar De mig?» brummede han. «Det var jo ham, der vilde kværke mig. Jeg overraskede