Sommeren var borte, og Efteraaret var kommet.
Marie vendte først tilbage fra Byen næste Dags Aften. Jeg kunde mærke, at der var noget, der trykkede hende, men hun sagde ikke, hvad der var i Vejen. Da vi kom ind i Dagligstuen, spurgte hun, om det var for at tage Livet af hende, at jeg havde lukket alle Vinduerne hermetisk til, og jeg aabnede saa et Par af de nærmeste. Naa, da vi havde talt lidt sammen om ligegyldige Ting, satte vi os hen til Aftensbordet, men det var nærmest for et Syns Skyld, for ingen af os kunde spise noget.
«Aa, tjen mig i at vaske dine Hænder,» sagde hun, «du lugter i den Grad af Fernis og Oliefarve, at jeg ikke kan holde dig ud!»
Efter Theen satte vi os hen og kiggede i nogle illustrerede Blade, som hun havde bragt med fra Byen, og da hun kom til et Tillæg, som indeholdt forskjellige Modebilleder og Mønstre, lagde hun det til Side for at studere det nøjere bagefter, men da hendes Øje i det samme forvildede sig hen til et af Billederne, der forestillede en moderne Selskabskjole med store Pufærmer og vid Nederdel, fangedes hendes Interesse saa stærkt, at hun atter trak Tillægget hen til sig og fordybede sig i Studiet af det paagjældende Kostume.
«Hvad siger du til den Kjole? Er den ikke kjøn og smagfuld?» sagde hun omsider og pegede paa det udskaarne Liv og Pufærmerne.
«Jo, den er dejlig, og den vilde sikkert klæde dig!» erklærede jeg og saa’ beundrende paa dette Billede,
