Commandant paa Bergenhuus, paatog sig dette at revanchere og fordrede Folckersahm ved Hamburg. Systerflet var den sidstes Secundant, og raadede ham ..... sædvanlige Konstgreb, at han skulde udholde den andens Skud, som han og gjorde, derpaa trak Folkersahm Kaarden, og [saa] lige ind paa den anden og traf ham saa ulykkeligt i Øiet, at den anden faldt omkuld og i Forvildelse kom under en Vogn. Da spurgte Volkersahm, hvad han skulde gjøre. Systerfleth svarede: Ei, dræb Kyllingen i Ægget, saa bliver det ingen Hane deraf.
Løvendal var født 25 Sept. 1660; i hans Ungdom i hollandsk Tjeneste Capitain ved den blaae Garde, siden i Østerrige Tjeneste som Oberstvagtmester og ved Wien 1683.[1]
Aarsagen til Kay Lykkes til Gisselfelds Fortræd er ikke anført af Holberg. Hans Proces og Dom fandtes i Etatsraad Høyers Bibliothek. Der siges, at han havde ulovlig Omgang med et Fruentimmer, som var i hans Huus, og siden blev gift med K. Børting, der blev Eier af det Fossumske Jernverk i Norge, og da han siden tænkte at have samme Frihed som tilforn, som hun ikke vilde tilstede ham, søgte han at persvadere hende med Exempler og ved de høieste, at end ikke Juno var Jupiter tro etc. Dette skal være bleven angivet og hans Breve producerede, hvilket skal have været Aarsag til hans Fald.[2]
- ↑ Paa et andet Sted: „Lövendal, der en lang Tid havde freqventeret det sachsiske Hofs Pragt og Lystigheder, indbragte her i Landet en Magnificence og et Udvortes, som Nationen ikke var vant ved siden hans Fader den store Gyldenlöve. Nationen erindrede sig Faderen i Sönnen, gjorde [al den Ære, som gik til] Adoration. Baller, Maskerader etc. men af liden Varighed. Hans Frue catholsk, spurgte hvad [jaloux] hed paa Norsk. Naar Nationen taler om [nogen stor], menes Gyldenlöve og Lövendal. – Hans ganske Indtog paa Vigsiden var intet andet end en Demonstration, som tillige med hans Retraite var vel overlagt. De kastede Broer af, han lod dem lægge paa igjen, blev staaende, om de vilde attaqveret ham. En Jöde til Spion med Navn af Doctor.“
- ↑ Denne Beretning, der som bekjendt i det væsentlige er rigtig, maa vel grunde sig paa muntlig Fortælling fra Fossum, hvilket Verk Biskop Deichman med flere en Tidlang eiede i Forening med Kay Börting, indtil det senere kom i Deichmans Sönners og Herman Leopoldus’s Eie. Imidlertid er her uden Tvivl en Hukommelsesfeil indlöben, saa at der
