Hof, hvor paa den Tid Galanteri og Debauche gik til det yderste, var han end mere bleven hengiven til et saadant Levnet; bragte Kongen udi samme Levemaade.[1]
(Baron Woldemar) Løvendal, en naturlig Søn af Gyldenløve, som blev antagen af Frederik IV, da han var i Sachsen, som Chef baade for det Militaire og Civile i Norge, fik sin Afsked, da han 1712 kom fra Sachsen. Aarsagen siges, at han skulde møde Kongen efter Ordre i Holsten, troer Husum, men da han presserede, reiste han directe til Kongen, som var i Jylland hos Fyrstinden, og ikke skjøttede om, at nogen forstyrrede ham i sine Divertissements, hvorover han blev sær fortrydelig og derover fik sin Dimission; derpaa han strax vendte om igjen lige til Sachsen, og lod hente sin Frue og Mobilia efter sig. Da Kong Frederik hvervede ham i Sachsen 1709, skal han have havt den Dristighed at bringe den Skaal til Kongen: Treuer Herr, treuer Knecht. Han antog Geistlige og verdslige og Militaire til Oberster, og mange endnu deres Bestallinger fra ham; gik ud af Tjenesten, fordi han ikke kunde naae et Regiment; førte en prægtig Stat, tidlig oppe om Morgenen, lagde selv i sin Kakkelovn; hans Audientssal altid aaben, talede med Enhver, informerede sig om alt. Hans Amour med Wilsters Datter [under] Maske, som reiste bort – da det blev saaledes, at hendes [Capot?] opfandtes ved Abelsø[2] ved Vandet, ligesom hun havde gjort af med sig selv. Hun forestillede en Schæferinn; L. og hun bleve usynlige for en Tid paa en Maskerade paa Hoved–.[3] 1702 eller 3 fik Løvendal Tidende, at en vis Officier i Italien var avanceret, som var en naturlig Søn, og tilkjendegav sin Fornøielse derover. Oberst Folkersahm, som ikke kom vel tilrette med Løvendal, sagde: Ja, Horeunger har altid den bedste Lykke, hvilket Løvendal for en Tid maatte tie med. Endelig blev det saaledes maget, at Generalmajor Hein, siden
