Han efterlod et Testamentum politicum som en Instruction for Kronprindsen; han holdt stedse det engelske Parti.[1] I den Steinhortske Affaire mishagede det Kongen, at han, uden at betænke sig, fortidligt sagde sine Tanker, endskjønt Resultatet blev det samme, hvorfor Kongen fandt mere Behag i Geheimeraad Holstes [ɔ: J. L. Holsteins, hvis Navn Samtiden og Kongen selv almindelig forkortede til Holst] og Schulins Opførsel, som begjærede en Tids Frist til at betænke sig. Fra den Tid faldt hans Credit. Han var en Elsker af lærde Folk og var selv en lærd Herre, en stor Patron af Etatsraad Gram. Man fandt ham sjelden uden en Bog i Lommen. I England førte han sig op med megen Dignitet, depenserede og der sine Midler, som han siden oprettede, dels ved hans andet Giftermaal, dels ved de store Midler, han arvede efter Geheimeraadinde Krabbe. Han fik Leilighed til at øve sin sunde Fornuft i sit sidste Ægteskab.
Frederiksværn hed tilforn Staværn – en god Havn. Da Gyldenløve havde i Sverige ruineret en Del Jernverker, truede de Svenske at ville ruinere hans Jernverk igjen.[2] Efter Freden, og da Kong Christian V i 1683 var i Norge, tillod han Gyldenløve at lade bygge en liden Skandse paa en Holme, som kunde beskytte Havnen; gav dertil 800 Rdl. Folkene maatte arbeide for intet.
Jacob Worm, s. s. theol. Vice-Lector og Sogneprest ved Franciscaner-Kirken i Viborg. Der fortælles om ham, da de, som vare ordinerede til at inqvirere om hans satyriske eller snarere Skam-Skrifter, eftersøgte hans Papirer udi hans Studerekammer og ingen fandt, at han Søndagen derefter i sin Prædiken skumlede over denne Forretning, og da han havde en forborgen Skuffe under den Stol, han pleiede at sidde paa i sit Kammer, sagde han, at Laban ransagede ganske Paulunet efter sine Guder, men fandt dem ikke; thi Rachel sad paa dem. De ordinerede Commissarier, som vare i Kirken, toge dette til Eftertanke, og straxen forføiede sig til hans Huus, og fandt
