sit Portrait. Denne Mand var saa indtagen af Griffenfeld, at han lod sin store Misfornøielse ofte tilkjende for Danske, som kom til ham, med de Ord, at Danmark var ham ikke værd, da han var faldet. Samme Biskop testamenterede sit Bibliothek til Oxford med navnkundige Mænds Skilderier, og paa denne Maade skal Griffenfelds Portrait være kommen did. – Havde han mere gradatim voxet, havde han faaet større Erfarenhed til at omgaaes den store Verden og mere caute opført sig. Han havde da lært at holde sig Parmenions Ord (coram rege noli videri sapiens) efterrettelig. Han lod Kongen sin Superioritet formeget tilkjendegive, og undertiden som en Pædagogus opførte sig; han benyttede sig formeget af den [Ascendance] han havde over Kongens Sind; vidste ikke at pliere, – ansaa alle de andre langt nedenfor sig. Havde han v havt saadan Konge som Ludvig XIII, havde han og ..... sig som Richelieu. Men Forskjellen var den, at denne var af et stort Hus og Familie, og havde mægtige Venner, foruden han var en Geistlig, som i de katholske Lænder har langt andet Medhold og Parti etc.
Geheimeraad Iver Rosenkrantz døde 1745.[1] Denne Herre havde for nogle Aar forladt Hoffet og flyttet til sit Landgods Rosenholm, hvor han døde. Han var en stor Statsminister, besad megen Videnskab og Erfarenhed, – havde en lang Tid som Minister været ved fremmede Hoffer, som i Stockholm, Rusland og endelig længst i England, hvor han var i stor Anseelse, fandt sig og ved Brunsvigske Congres [1713], blev og brugt i den Steinhorske Affaire. Siden blev han Stiftamtmand i Viborg, og derfra 1730 i Conseilet, da han fast samme Aar, førend Frederik IV døde, stedse var i Kjøbenhavn og i Sjælland, og længe forud var af Christian VI destineret til Conseilet, og sluttelig blev raadført i vigtige Ting paa de Tider, da en ny Plan forud blev lagt, som skulde sættes i Verk, naar Kongen døde; blev omsider Overhofmester hos vor nuværende Konge [ɔ: Frederik V.], da Kronprinds.
- ↑ Jfr. dennes Levnet af Jens Möller i Mnemosyne I. 312–410 og II. 249–306.
