Side:Martyra.djvu/121

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


»Hev staten raa aa ta live mit, so hev eg raa aa misse det«, meinte Parsons. Aa Lingg va rasande paa dei som hadde bet om naade; aa mor hans skreiv til han fraa Bayern, at han maatte berre halde ut til det siste aa døy som ein mann for si sak. — Det gjore han. Men han helt seg for go til aa stupe for bøddeløks. Han tok ei bombe i munnen aa sprengde seg sjøl ut av live nokre dage før han skulde avrettas.

Stakkars Oskar Neebe; han vart dømd til 15 aars tukthus. »Aa, heng meg saman med kameratane mine! Lat kje kona mi verte nøyd aa fortelje baana vaare, at eg sit i slaverie!« ba han. Men der va ingen naade. Dauen hadde meir medynk enn retsolke i Illinois. Ho slap sjaa han i fangeklæe, aa ho slap fortelje baana om far deira som sat i slaverie. Ho døe med det same av sorg aa hjarteverk.

I 18 maana sat dei i fengsle. So kom dagen dei skulde avrettas, den 11te november 1887. Kvelden fyreaat slap næraste slegtningane in til dei for aa ta farvel. Dei dømde va ved got mot aa trøsta venene sine so got dei kunne. Daa avskjestimen va over vart dei dømde førd attende til sellane sine aa væl paapassa. Fleire presta kom til dei; men dei viste prestane fraa seg. »Prestane er farisæara«, sa Parsons. Ein prest va hart in paa Spies; men Spies ba han gaa ut. »Eg skal be for dyk i al nat«, sa presten. »Be for dyk sjøl, De treng det kanskje meir enn eg,« svara Spies.