MARIE ANTOINETTES FÆNGSELSTID OG DØD
9
Hans gang var noget eiendommelig. Ved andre leiligheder havde man kunnet ønske ham mere værdighed. Men i denne stund behøvede han kun at være, som han var, for at synes ophøiet. Jeg fulgte i afstand dette pudrede hoved, som saaes midt blandt alle de sorthaarede. Hans dragt, der var broderet med silke som i gamle dage, skilt sig ud fra folkets drag ter. Idet han steg op af alterets trin, lignede han et helligt offerdyr, som frivillig tilbyder at bringe offeret." Dronningen var forbleven paa balkonen, et bytte for den uudsigeligste angst. En hel time stod hun übevægelig; glem mende alt omkring sig, med lorgnetten stadig for øiet, fulgte hun kongens farefulde gang. Sindsbevægelsen var paa vei til at kvæle hende, hun kun de næsten ikke puste. Pludselig skreg hun: „Han er gaaet to trin ned!“ Hendes skrig bragte alle omstaaende til at vende sig og fare sammen. Hun skjalv over hele legemet. Hendes ansigt udtrykte saa megen sorg og lidelse, en saa mørk selvopgiven, at endog modstandere følte medlidenhed. „Udtrykket i hendes ansigt vil aldrig udviskes af min erindring", siger madame de Staél. „Hendes øine var op svulmede af graad. Hendes prægtige dragt, hendes høiheds fulde holdning stod i den mest skjærende modsætning til de skarer, som omringede hende. Kun nogle nationalgardister skilte hende fra befolkningen; de væbnede mænd, der var samlede paa Marsmarken, saa snarere ud, som havde de givet møde i anledning af et oprør end i anledning af en fest." En mængde mennesker af mistænkeligt udseende havde bemægtiget sig trappen; Ludvig var ikke istand til at naa helt op til alteret. Et medlem af den lovgivende forsamling havde den aands nærværelse at raabe: „Giv agt, grenaderer, løft eders vaaben!" Revolutionsmændene blev skræmte af dette raab og for holdt sig rolige. Dronningens. angst fordobledes istedetfor at svinde. Kongen aflagde eden, medens fem og firti kanoner, den
