8
MARIE ANTOINETTE, DRONNING AF FRANKRIGE
kvinder, som var pyntede med blomster, sang „Qa ira“ om kap med mændene. Kongen havde to dage forud besluttet Pétions midlertidige afsættelse fra sit embede. Men rigsforsamlingen havde trodset kongen og dagen derpaa sat ham ind igjen i hans bestilling som Paris’s øverste embedsmand. Han var dagens helt. Man kaldte ham; „Kong Pétion“. „Leve Pétion! -- Pétion eller døden!“ skreg man op til Ludvig. Seks afdelinger nationalgardister gik mellem sansculot terne, som bar røde huer paa hovedet. Efter dem kom de fødererede arm i arm. De førte med sig en liden model af Bastillen samt en bogtrykker-presse; af og til stansede de for at trykke og omdele revolutionære sange. Midt i denne larm og under de mange revolutionsskrig tilkjendegav linjetropperne og nationalgardens grenaderer, at de endnu var sin konge tro. Et af regimenterne stansede under balkonen; soldaterne sang med sterke, varme stem mer op til kongefamilien: „Ou peut-on étre mieux qu’au sein de sa familie!" Ludvig den sekstende gik ud af militærskolen og sluttede sig til rigsforsamlingens medlemmer for tilfods at begive sig til fædrelandets alter. De deputerede, soldaterne, mængden, alle berørte hver andre, alle puffede sig frem. Hvad kunde ikke Ludvig være udsat for mellem disse rasende sværmere, der skreg og hvi nede som vilde dyr. Fulde af angst spurgte hans venner indbyrdes, hvad der mon vilde ske, om han vilde blive truffen af et dolkestød eller af en kugle? Der fandtes ikke en tom plads i vrimmelen. Kongen kunde kun langsomt og med vanskelighed arbeide sig frem mod alteret, en afbrudt søile, som var bleven staaende paa Marsmarken, efterglemt siden den forrige fest. Dersom soldaterne ikke havde banet vei, vilde det have været umulig for ham at naa videre. „Man maatte" har madame de Staél udtalt „være som Ludvig den sekstende, man maatte have en martyrs karakter for at bære en saadan stilling paa en saadan maade!
