10
MARIE ANTOINETTE, DRONNING AF FRANKRIGE
var opstillede langs Seinen, drønende sendte sin krudtrøg ud over byen. Man forlangte, at han med egen haand skulde tænde ild paa det' træ, som bar kongekronen samt geistlighedens og adelens vaaben og hæderstegn. Monarken sparede sig for denne nedværdigelse. „Der findes ikke længer noget lehnsvæsen i Frankrige,“ sagde han. Han vendte tilbage til militærskolen ad samme vei, som han var kommen. Marie Antoinette saa ham nærme sig. Hendes træk op livedes. Hun reiste sig skyndsomt og ilede mod ham til foden af trappen. Rolig som altid tog Ludvig sin hustrus haand og trykkede den ømt. Den otte og tyvende juni faa dage efter pøbelens ind bryden i Tuilerierne havde genera! Lafayette uventet vist sig i hovedstaden for i armeens navn at forlange, at oprø rerne skulde straffes, at jakobinernes klub skulde opløses, og at man skulde gribe til kraftige forholdsregler for at støtte kongen. Ved hans indtrædelse i rigsforsamlingen havde hoirepar tiet hilst ham med bifald. Venstrepartiet havde derimod mod taget ham med en mørk taushed, der snart havde forvandlet sig til en lydelig mishagsmumlen. Nogle maaneder havde været tilstrækkelig til at styrte ham fra hans piedestal som folkets afgud. I spidsen for en paalidelig troppestyrke vilde han maaske endnu være uimod staalig. Han var imidlertid kommen aiene, stolende paa sin personligheds magt; de samme mennesker, der før havde ofret ham virak, havde nu ikke anden tanke end at kaste smuds paa ham. Ogsaa ved hoffet var han bleven kjølig afvist; i tillid til udlandets hjælp ønskede Ludvig ligesaalidt som Marie An toinette at reddes af generalen. Efter frugtesløse overveielser med sine venner blandt nationalgardens officerer var han den 30te juni mismodig vendt tilbage til sin leir.
