Enhver konflikt mellem svenskerne i kongens følge og byens indvaanere vakte hans majestæts høieste vrede.
Engang var man meget bange for, hvad han kunde finde paa i anledning af en saadan konflikt, om den var kommen til hans kundskab.
Carl Johan havde under sine ophold i Kristiania stadig med sig en del svenske gardister. Det var udvalgte, høie, smukke mænd, men noget stive i sine stramme uniformer.
En aften kom nogle af disse gardister efter et streiftog ude i Vaterland marscherende indover mod byen syngende: «ur vägen moskoviter». Nu vilde ulykken, at der netop var ankret paa havnen et langveis fra kommende fartøi med et udsøgt, ualmindelig sprækt skibsmandskab ombord. Disse havde faaet landlov og begav sig ud i Vaterland, hvor de kom lige imod gardisterne, og da ingen af parterne vilde vige tilside, blev der et alvorligt basketag.
Dette bekom imidlertid svenskerne ilde. De letvindte matroser i deres ledige dragter bankede de stive, svære, tungvindte gardister saa eftertrykkelig, at de saa slig ud, at man ikke vidste, hvorledes man skulde hindre, at de kom kongen for øie. Det lykkedes dog at faa
