stelt paa nogle af dem og gjemt bort andre, saaledes at hans majestæt ikke kom til kundskab om sagen.
Som bekjendt lærte Carl Johan aldrig norsk, ligesaalidt som svensk. Den eneste gang man har hørt ham gjøre forsøg paa at tale norsk, var under en artillerimanøvre paa Etterstad; da han saa en gammel kone holdt paa at blive overkjørt, raabte kongen af sine lungers fulde kraft; «trava gumma, tra-a-va!»
Denne kongens mangel paa kjendskab til sproget i forbindelse med, at han med sin franske, sydlandske natur havde saa særdeles vanskelig for at sætte sig ind i norsk karakter og tænkemaade, forvoldte mange misforstaaelser og forviklinger. Hans optræden i anledning af festligholdelsen af 17de mai beroede sikkert for en væsentlig del paa misforstaaelse. Dette vakte imidlertid uvilje, og rent ud forbitret blev man, da kongen i 1836 pludselig og uventet opløste stortinget.
Trods dette stod Carl Johan dog høit hos Kristiania publikum, og mange troede, at han var en mand med ganske usedvanlige aandsevner. Ja, enkelte gik saa vidt i sin entusiasme, at de ansaa ham for en kapacitet, der kunde sidestilles med den store Napoleon! Ialfald
