terne var paa Carl Johans fødselsdag, den 26de januar, altsaa midtvinters, iført hvide lerredsbenklæder; dette høres utrolig, men er dog sandt!
Høitideligheden begyndte med, at i det samme klokken slog 12, blev dørene til det gamle ridehus øverst i Kirkegaden slaaet op, og ud galopperede general Wedel, en høi, smuk, velbereden mand i spidsen for sin stab og under kanontorden fra Akershus.
Vel var ikke altid suiten saa velbereden som generalen, og det hændte ikke saa sjelden, at en af følget, der ikke i tide fik fat i «majortøilen», blev græsrytter. Sligt kunde jo være slemt nok, men det gik dog ikke altid saa uheldigt, som det engang senere hen i tiden gik en norsk bataljonschef under en norsk-svensk troppesamling. I det samme bataljonen skulde marschere ind paa Aksvalla, vendte han sig til sine soldater og sagde:
«Stram dere op gutter, det er det første indtryk, som gjør det!»
Det skulde han dog helst ikke have sagt; thi i samme nu slog hesten bagud, og — obersten laa i bakken!
Gamle oberstløitnant Borchgrevink sagde altid, naar denne historie kom paa tale:
